Erik Oluf Otto Galvit
Lidt om mig.

Ifølge bogen blev jeg undfanget mandag den 17. november 1941 ved 23-tiden. 291
dage efter, nemlig den 3. september 1942, kom jeg til verden.
Efter endt
skoletid kom jeg i lære som automekaniker hos F. Bülow & Co. i København. Efter
udstået læretid kaldte forsvaret. Først som værnepligtig og siden som sergent,
oversergent og fenrik.
Efter tiden i forsvaret blev det tid til at afprøve færdighederne som mekaniker.
Den 26. august 1968 blev min første dag som selvstændig. Jeg blev
benzinforhandler og forpagtede servicestationen BP Ringstedgade 33 i Næstved.
Det var da en liter super kostede 1,30 kr.
Efter nogen sygdom sluttede jeg som
tankforpagter i december 1975 og startede samtidig BabyCare i Sct. Jørgens Park
i Næstved. Samtidig med dette, måtte jeg jo finde ud af hvad jeg nu havde rodet
mig ind i og startede på aftenskole. 3 år senere var jeg merkonom i
markedsføring m.v.
Dette var starten til 28 år som forhandler af børnetøj,
barnevogne og babyudstyr. Efter 15 år i Sct. Jørgens Park, hvor arealet var
200m2 blev det til 1100m2 i Næstved Megacenter, samtidig skiftede forretningen
navn til BabySam – BabyLand.
Det blev til 13 travle år i Megacentret hvor jeg sluttede 30. juni 2003. Det
blev min sidste dag som selvstændig. Forretningen blev solgt og jeg startede som
efterlønner og er nu pensionist. Et dårligt hjerte var med til at fremme
beslutningen.
Efter 40 års arbejdsliv med få sygedage og ferier og ingen dage
som arbejdsledig, var det på tide at stoppe specielt når arbejdsugen næsten
altid havde været på ikke under 60 timer. Som de gamle cirkusheste, der gerne
vil i manegen, kan jeg heller ikke helt slippe det at lave noget, så stadig er
jeg syn og skønsmand ved Forbrugerstyrelsen.
Foreningsmenneske.
Lige fra læretiden var min interesse foreningsarbejde. Hos F. Bülow & Co.
startede jeg lærlingeklubben. Firmaet havde konstant 60 – 70 lærlinge under
uddannelse. Samtidig var jeg aktiv i Faglig Ungdom, Dansk Metal og DSU.
Senere
blev det til soldaterforening og som BP benzinforhandler, blev jeg medlem af BPs
forhandlerpanel og var aktiv i Sydsjællands Benzinhandlerforening.
Senere var
jeg i 12 år formand for Sct. Jørgens Park Centerforening, 10 år formand for
Næstved Handelsstandsforening, 12 år formand for Julemessen i Næstved, 8 år i
Næstved Byråd, 8 år som domsmand og nævningeformand, ligesom BabySam, Erhvervsråd, Textilhandlerforening, Konservativ Vælgerforening og grundejerforeningen
Fugleparken og mange flere, også har nydt godt af min indsats – håber jeg.
Øvrige interesser.
Jeg har selvfølgelig også andre interesser end foreningslivet. Udover jeg nu har
udgivet en bog, har jeg lige fra de unge år skrevet sange og tekster.
Revytekster optaget under pseudonym, medens flere hundrede lejlighedssange er
leveret med navn.
Jeg kan lide at sejle, og har i mange år selv haft båd hvor
hele familien kunne slappe af, ellers slapper jeg af i haven. God mad er heller
ikke af vejen, især når jeg selv tilbereder den (det ses også tydeligt) og så er
jeg logebroder i Odd Fellow loge nr. 12, Herluf Trolle, hvor mange dejlige
aftener tilbringes.
Jeg er gift med Birthe på 42. år og vi har to voksne sønner Lars og Mads og 4 børnebørn.

Tidligere var min kalender fyldt med aftaler, det er den stadig. Nu er aftalerne blot udskiftet med tider hos læger, røntgen, lungeklinik, hjertescanning, blodprøver osv.
Tidligere var det en sport at ødelægge helbredet, nu er det en sport at
udbedre det. Jeg håber det lykkes, men tænk lidt over det.
Med venlig hilsen
Erik Oluf Otto Galvit