Efterskrift
Efterskrift.
På disse sider og i min 288 siders dokumentarroman ”Inger min mor, tyskertøs eller forbudt kærlighed" fortæller jeg om min kamp med Landsarkivet og Rigsarkivet og en stribe andre myndigheder for at få adgang til min families historie. Undervejs når jeg at skrive til både statsministeren og familieministeren, og får hjælp af en højesteretsdom, der omsider slår fast, at Danmarks meget restriktive arkivlovgivning må vige for børnelovene, der siger, at børn har ret til at vide, hvem deres forældre er.Myndigheder, der ikke lige svarer på henvendelser, opdager efterhånden, at jeg er en stædig mand. Jeg opdager, at min moder havde forsøgt at rejse en faderskabssag mod en tysk marinesoldat ved navn Fritz Otto. Jeg opdager også, at væsentlige oplysninger om Fritz Ottos besøg i Korsør 17. november 1941 og om hans blodtype ikke blev taget i betragtning af retten i Korsør, da den pådømte faderskabssagen. I 2004 svarer en omhyggelig dame fra det tyske arkiv, Deutsche Dienststelle, at de har sendt et brev til Fritz Ottos efterladte sønner og spurgt, om jeg må tage kontakt til dem.
Heldigvis får jeg tilladelse til at kontakte dem, hvilket jeg så gør.
Jeg har i dag fået kontakt med tre tyske jævnaldrende halvbrødre. Jeg har set min fars grav, og forstået, at mor ganske vist giftede sig med en anden, men aldrig holdt op med at håbe på, at den tyske marinesoldat, Fritz Otto - min far - vendte tilbage. Efter krigen gjorde min mor, hvad hun kunne for at skjule, hvem der var far til hendes barn fra 1942. Men nu, 65 år senere, er historien endelig endt lykkeligt.
Med venlig hilsen